Det har længe rumsteret på Højmarksvej bag LEGOLAND hvor teknik- og lagerfaciliteter har fået nye lokaler, og i en pressemeddelelse i dag løfter LEGOLAND nu sløret endnu mere for fremtiden.
I 2016 udvider LEGOLAND parken med mere end 5000m2, hvor et helt nyt land i løbet af vinteren vil skyde op. Omdrejningspunktet bliver en af de mest populære og succesfulde LEGO produktlinjer til dato, hvilket kommer til at sætte sit præg på både parken og ikke mindst på Hotel LEGOLAND.
Torsdag den 17. september afslører LEGOLAND indholdet af årets nyhed, som skal glæde børn og barnlige sjæle i fremtiden. Men nøgleordene i årets nyhed er aktivitet, teamwork og ikke mindst bliver det nye område udstyret med den mest gennemførte LEGO tematisering i LEGOLAND parken nogensinde.
Bag nyheden ligger den største investering i LEGOLAND parkens historie på 85 mio. kr., og hermed også høje ambitioner om, at nyheden vil gøre det endnu mere attraktivt for danske og udenlandske familier at vælge LEGOLAND som feriedestination i fremtiden skriver LEGOLAND i pressemeddelelsen.