Når Danmarks Naturfredningsforening i uge 16 skyder den årlige affaldsindsamling i gang, bliver det også med stor lokal opbakning i Billund Kommune. Omkring 600 borgere forventes at deltage i indsamlingen, heraf 371 børn fra skoler og dagtilbud.
Affaldsindsamlingen begynder mandag den 13. april og løber hele ugen. Her rykker både skoler, foreninger, virksomheder og familier ud for at samle affald i naturen og i byerne – affald, som er blevet synligt igen efter vinteren.
På landsplan forventes omkring 200.000 danskere at deltage.
– Vi er meget taknemmelige for den store opbakning til Affaldsindsamlingen. Hvert stykke affald tæller, og når så mange danskere hjælper til, er det virkelig noget, der batter og gør en synlig forskel, lyder det fra Projektleder for Affaldsindsamlingen, Asger Ebdrup.
Udover de mange skolebørn bliver der i løbet af ugen også afholdt lokale indsamlinger, hvor alle kan være med.
Sidste år deltog omkring 190.000 danskere og samlede i alt 80 ton affald.



