Kæmpe interesse for LEGO-legetøj på auktion – nu kommer ny samling under hammeren

Der var stor kamp om det historiske LEGO-legetøj, da Bruun Rasmussen i februar satte en samling under hammeren. Nu følger auktionshuset op med endnu en onlineauktion med sjældne genstande fra LEGOs tidlige år som trælegetøjsproducent i Billund.

Den første samling var vurderet til omkring 175.000 kroner, men endte med et samlet hammerslag på over 267.000 kroner.

– Vores seneste LEGO-auktion viste massiv interesse fra købere over hele verden, så vi er naturligvis spændte på at se, hvordan det udvikler sig denne gang. Samtidig er vi glade for at kunne tilbyde samlere en ny mulighed for at få fingrene i nogle af de genstande, de måske gik glip af sidst, fortæller afdelingsleder hos Bruun Rasmussen, Ralph Lexner.

Den nye auktion byder igen på trælegetøj fra perioden, hvor LEGO udelukkende producerede i træ. Blandt effekterne er brandbiler, ladvogne, lokomotiver og trædyr på hjul. Derudover kommer også nye effekter under hammeren, blandt andet et pinballspil i træ vurderet til 4.000 kroner og en rød- og hvidmalet færge vurderet til 5.000 kroner.

Ifølge Ralph Lexner er interessen for gammelt LEGO vokset markant de senere år.

– Det er fascinerende at se, hvordan legetøj som dette har bevæget sig fra børneværelser til samlerhylder. For blot nogle få år siden var tidligt LEGO-legetøj ikke så eftertragtet, som det er i dag, og flere får øjnene op for det. Det bærer på lige dele nostalgi og designhistorie, siger  Ralph Lexner.

LEGO begyndte som et lille snedkerværksted i Billund i 1932, og netop trælegetøjet fra de første år er i dag blandt de mest eftertragtede effekter fra det verdensberømte brand.

Auktionen åbner hos Bruun Rasmussen den 13. april, men allerede nu kan man byde her.