886 børn fra Billund Kommune går på opdagelse i den nære natur

Snart lyder startskuddet til en hel uge i naturens tegn. I uge 36 er det Naturens Uge – Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedage for oplevelser i naturen – og overalt i landet rykker børn og voksne udendørs for at deltage i forskellige natur- og friluftsarrangementer.

Også hos skoler og dagtilbud er der natur på skemaet. I hverdagene 5. til 9. september skal flere end 138.000 børn ud i det fri i forbindelse med Naturens Uge – heriblandt 886 børn fra skoler og dagtilbud i Billund Kommune.

Det er skoleledere, lærere, pædagoger og dagplejere, der har meldt deres elever og børn til at deltage i Naturens Uge.

– Vi er utroligt glade for, at både skolerne og dagtilbuddene bakker så massivt op om Naturens Uge og prioriterer at tage børnene med ud i naturen. Det er enormt vigtigt, at alle børn bliver ordentligt introduceret til naturen og får et tæt og trygt forhold til den – ikke mindst så de som voksne vil passe godt på den. Det er der heldigvis mange pædagoger og lærere, der vil være med til sørge for, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening