Årets revy i Grindsted bliver en flytteforestilling

Når Grindsted Amatør Scene i periode fra onsdag den 5. til lørdag den 8. april afvikler årets GAS revy, så er der tale om en flytteforestilling. Lige nu øves der på livet løs i lokalerne i den gule bygning på Nordre Skole, men det er ved at være sidste gang, for Grindsted Amatør Scene skal flytte. Altså ikke ud af byen. Faktisk skal GAS bare lige flytte små 100 meter over i Nordre Skoles røde bygning, der tidligere husede VUC.

– Det er nogle rigtigt fine lokaler, vi får lov at flytte ind i, og selve flytningen er et overskueligt projekt, for GAS’ medlemmer er rigtigt flinke til at dukke op og give en hånd med, når der skal tages fat. Så vi glæder os til at indrette os og tage vores nye hjem i brug, fortæller revyinstruktør Niels Lind Brunsborg.

Udfordringen har været, at GAS har været i tvivl om, hvornår de skulle rømme de nuværende lokaler.

– Vi fik besked om flytningen før sommerferien 2016, og derfor har vi under øveforløbene til vores seneste tre produktioner, mini-revyen på Frivillig Fredag, Dyrene i Hakkebakkeskoven og nu GAS-revy 2017, ikke rigtigt vidst, om vi skulle pakke alt ned og flytte midt i det hele. Det har fyldt en del i bestyrelsen og foreningens planlægning det seneste trekvarte års tid, fortæller formanden, Anne Lise Holm.

Og flytningen får også indflydelse på årets revy:

– Hele pointen er jo, at vi, når vi skriver og opsætter et satirisk tilbageblik på, hvad der er sket i kommunen det seneste år, er ligeså påvirket af vores egen situation som af de faktiske begivenheder, forklarer Niels Lind Brunsborg.

Derfor får revyen i år flyttetema. Udgangspunktet er at GAS-medlemmerne er ved at prøve at sammensætte årets revy, da flyttefolk kommer brasende og begynder at pakke foreningen sammen. Men revyen skal jo være færdig alligevel. Det forventer og fortjener Grindsted.