Han sluttede sæsonen med en brækket hånd – men også med titlen som Årets Rising Star i Speedwayligaen. Og nu er der godt nyt til speedwayfansene i Grindsted.
19-årige Villads Nagel har nemlig forlænget aftalen med Grindsted Speedway Klub, så han også kører i GSK-trøjen i 2027.
Det bliver dermed tredje sæson i Grindsted for det unge talent fra Glumsø, der i år for alvor fik fart på. I ti ligamatcher hentede han 118 point og forbedrede sit gennemsnit markant.
Sæsonen sluttede dog før tid, da Nagel brækkede hånden ved et styrt i Polen i august. Dermed måtte GSK undvære ham i den afgørende del af sæsonen.
Men lysten til mere speedway i Grindsted fejler bestemt ikke noget.
– Jeg er rigtig glad for at fortsætte i Grindsted i 2027. GSK betyder meget for mig, og jeg er stolt af den udvikling, jeg har haft i klubben, siger Villads Nagel.
Også holdleder Chris Pedersen glæder sig over forlængelsen.
– Villads har taget et kæmpe skridt i år. Han har kørt på et meget højt niveau for os og vist et stort hjerte, både når det gik godt, og da skaden ramte, siger han.



