Aarhusianere kan låne el-bil til Billund Lufthavn


Et nyt samarbejde mellem GreenMobility og Billund Lufthavn gør tilgængeligheden for rejsende fra Aarhus til Billund Lufthavn bedre. Især får den del af befolkningen i Aarhus, der ikke har adgang til bil, et nyt, grønt alternativ til at blive kørt til og fra lufthavnen af venner eller familie.

50 procent af husstandene i Aarhus har nemlig ikke adgang til bil, så derfor bliver samarbejdet mellem GreenMobility og Billund Lufthavn taget godt imod i lufthavnen.

Samarbejdet gør det muligt at bestille en elbil i Aarhus og parkere den på én af de reserverede parkeringspladser i lufthavnen til fordelagtige priser.

– Der er mange fra Aarhus, der foretrækker at rejse fra Billund Lufthavn, så det er glædeligt, at vi kan lave et samarbejde med GreenMobility, der stiller et attraktivt produkt til rådighed. Det er attraktivt for dem, som ikke har adgang til bil, men der er også en god pointe i det for personer med egen bil, da det er et grønnere alternativ for flertallet, siger Jan Hessellund adm. direktør i Billund Lufthavn.

Thomas Heltborg Juul, administrerende direktør i GreenMobility, ser også frem til samarbejdet.

– Samarbejdet med Billund Lufthavn kommer fremadrettet til at gøre det supernemt for aarhusianerne at komme til og fra lufthavnen. Man kan lige så godt vælge den grønne løsning, når man skal afsted, og vi glæder os over, at vi nu kan åbne op for parkeringsmulighederne for GreenMobilitys elbiler i lufthavnen, siger Thomas Heltborg Juul, adm. direktør i GreenMobility.

Hvert år bliver omkring 50 procent af de rejsende i Billund Lufthavn bragt til og hentet fra lufthavnen, når de skal ud at flyve. Samarbejdet med GreenMobility kan være en måde at skære ned på disse.