Advarselsskilte igen sat op ved Banegravsdepotet

Efter nogle års fravær er der igen sat skilte op ved Banegravsdepotet om at området er forurenet.

Depotet, der ligger lige nord for Duponts fabriksgrund, blev brugt af det tidligere Grindstedværket til at deponere affaldsprodukter fra virksomhedens produktion i perioden 1934-62.

Når Region Syddanmark vælger at sætte skilte op ved banegravsdepotet, hænger det sammen med, at Styrelsen for Patientsikkerhed på regionens foranledning er kommet med en ny sundhedsmæssig vurdering.

Der sker fortsat en svag afdampning af forurenende stoffer i op til 60 centimeters højde, og det er en medvirkende årsag til, at Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at banegravsdepotet bliver skiltet.

– Vi har anbefalet regionen, at sætte skiltning op ud fra et forsigtighedsprincip, da der er tale om forurenet jord. Har man opholdt sig i banegravsdepotet de senere år, skal man dog ikke være nervøs, da de forurenende stoffer hurtigt fortyndes af den omgivende luft, siger sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anne Hempel-Jørgensen i en pressemeddelelse.