Ældreidrætten i Billund reddet

Da de mange medlemmer af Ældreidrætten i Billund for nylig havde afslutning på denne sæson, fik de at vide, at der ikke var plads til dem i Billund Idrætscenter igen efter sommerferien. Det faldt naturligt nok de mere end 100 aktive ældre for brystet, at de pludselig ikke længere kunne mødes hver uge og motionere sammen.

Men nu har Billund Kommune alligevel fundet plads til de mange motionsglade ældre i byen.

– Det er lykkes at finde en løsning for 2016-2017, hvor Ældreidrætten flytter dag og tidspunkt til mandage kl. 13.45-15.45. Det er ikke umiddelbart en optimal løsning for Ældreidrætten, men det er hvad der har været muligt, og Ældreidrætten har da også takket ja til løsningen, lyder det fra Rasmus Kaufmann, der er kultur -og fritidschef i Billund kommune.

Forklaringen på, at der i første omgang ikke blev plads til Ældreidrætten i Billund Idrætscenter, var en øget efterspørgsel på haltid fra BillundSkolen.

– Efter sammenlægningen af de to skoler i Billund, har en del af undervisningen foregået i Enggaardshallen, men efter august 2015 har den Internationale Skole selv skulle bruge deres hal (Enggaardshallen, red.) i skoletiden. Det betyder at omkring 250 flere elever nu have skemalagt undervisning i Billund Idrætscenter, forklarer Rasmus Kaufmann.

Men med lidt hiv og lidt sving og krumspring hist og pist er det alligevel lykkedes at finde tid til Ældreidrætten. Håbet er nu at de ældre kan acceptere at deres motionstid er rykket fra om onsdagen til mandagen.