Aktive LEGO-medarbejdere støtter verdens sårbare børn

Disse friske folk udgjorde morgenholdet lørdag morgen, og dertil kom på dét tidspunkt 15-20 aktive ude på ruten omkring Billund Idrætscenter.


Gennem 24 timer fra fredag til lørdag har adskillige LEGO-medarbejdere knoklet i området omkring Billund Idrætscenter. Det hele i den gode sags tjeneste: nemlig at samle penge ind til Danmarks Indsamling 2023.

Når vi rammer mandag eftermiddag kl. 16 har aktive LEGO-medarbejdere samlet penge ind til at hjælpe verdens sårbare børn ved i deres fritid at gå, løbe, cykle eller på en helt anden måde at være aktive i mindst en halv time ad gangen.

For hver halve time spytter Ole Kirk’s Fond 50 kroner i kassen på vegne af LEGO-medarbejderne.

Kulminationen på de 10 aktive dage var fredag til lørdag i denne weekend, hvor LEGO-medarbejderne var i gang 24 timer. Det er 10. gang eventet afvikles og som noget nyt er stedet henlagt til Billund Idrætscenter efter i flere år at have fundet sted på travbanen.

Hvor mange penge det så bliver til? Ja, det må vi vente med at få at vide til lørdag den 4. februar hvor tv-showet Danmarks Indsamling 2023 løber over skærmen.
Her vil det på et tidspunkt fremgå af rulleteksterne i bunden af skærmen, hvor mange penge LEGO-medarbejderne har løbet ind.