Fusionen mellem Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Vestjysk Bank er nu for alvor faldet på plads lokalt i Billund. Siden den 19. marts har medarbejderne været samlet i den tidligere Vestjysk Bank-bygning på Byens Plads i Billund, hvor den nye bank nu drives under navnet AL Sydbank.
Ifølge privatdirektør Marianne Rasmussen er sammenflytningen gået bedre end forventet.
– Vi flyttede sammen i Vestjysk Banks bygning den 19. marts, og det er forløbet rigtig godt. Vi synes, at flytningen er gået over al forventning, og vi har allerede fået en god hverdag med de udfordringer, en fusion giver med nye kollegaer, omgivelser og vaner, siger hun.
I dag sidder 16 rådgivere samlet i stueplan i Billund-afdelingen, mens bankens landbrugsafdeling med 10 rådgivere holder til på første sal.
Alle rådgivere fra både Sydbank og Vestjysk Bank er fortsat med i den nye organisation, og ifølge Marianne Rasmussen kommer der yderligere nye medarbejdere til i løbet af juni. Hun understreger samtidig, at banken fortsat ønsker at være tæt på lokalområdet – selvom banken nu er blevet en del af en større enhed.
– Vi vil gerne markere overfor kunder og forretningsforbindelser, at vi er flyttet godt sammen, og vi håber, at de vil kigge ind til os, siger Marianne Rasmussen med henvisning til at AL Sydbank markerer sammenlægningen med åbent hus torsdag den 28. maj klokken 14-16 i filialerne i både Billund og Grindsted.



