Anni får endnu en minister på besøg i lokalområdet

Esben Lunde Larsen har tidligere været på besøg i Billund sammen med Anni Matthiesen. Blandt andet på Den Internationale Skole i Billund. Privatfoto


Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kommer i dag på besøg i både Billund og Grindsted. Endnu engang er det Anni Matthiesen fra Krogager, der har opfordret ministeren til at komme forbi Venstrekvindens hjemkommune. Dagens visitter går til Billund BioRefinery og Scrap Trans i Grindsted – virksomheder som begge gør sig indenfor bæredygtighed og som kan give ministeren gode input til det videre arbejde for Danmarks miljø.

– Jeg er meget stolt af, at vi med Billund BioRefinery og Scrap Trans A/S i Grindsted har to virksomheder, der i den grad leverer nogle kvalitetsløsninger inden for håndteringen af rest- og spildprodukter samt spildevand. Det bliver en stor fornøjelse at vise erfaringerne til ministeren, for vi skal blive bedre til at udnytte vores ressourcer, siger Anni Matthiesen (V) forud for besøget.

For hende er det vigtigt at hive kollegerne på Christiansborg med ud i virkeligheden – og meget gerne til Billund Kommune:

– Betydningen af at få syn for sagen er noget, vi politikere aldrig må glemme. Det er vigtigt, at vi med egne øjne og ører ser og hører det, som rører sig. Derfor glæder det mig også meget, at ministrene tager tid til at komme til min valgkreds for at besøge virksomheder og andre aktører. Indspark fra virkeligheden er efter min mening det vigtigste element i lovgivningsarbejdet på Christiansborg, siger Anni Matthiesen (V).