Venstres Anni Matthiesen fra Krogager blev ikke en del af Lars Løkkes nye ministerhold bestående af 17 Venstrefolk. Men i stedet fik Anni Matthiesen en plads i partiets gruppeledelse på Christiansborg.
Ifølge Venstrekvinden fordeles udvalgsposter og ordførerskaber først sidst på ugen:
– Derudover er der stadig opgaver med ansættelse af personale og flytninger af kontorer, som skal finde sted hurtigst muligt. Så der går nok en del af sommerferien med at finde på plads på Christiansborg og lige nu er der fyldt op med flyttekasser på gangene i hele huset, lyder den aktuelle melding fra Anni Matthiesen (V).
At Lars Løkke Rasmussen endte med en mindretalsregering ser hun som hårdt arbejde for alle Venstrefolk på Christiansborg og i ministerierne.
– Hver eneste gang vi skal have vedtaget noget nyt – ja så skal vi finde minimum 90 der vil stemme ja til det i Folketingssalen og derfor vil vi komme til at forhandle meget og involvere partier på tværs af blokkene. Men det giver også da også samtidig en frihed til at kunne forhandle på tværs, fordi vi ikke er bundet af andre end os selv i regeringen og derfor kan vi frit invitere alle med til forhandlingsbordet, siger Anni Matthiesen.
Hun henviser til at det allerede på førstedagen blev en realitet med det brede samarbejde. Her kom Bolig-jobordningen på plads sammen med både DF, SF, Konservative og Alternativet.
– Så ja, det kan sagtens lade sig gøre og friheden – som jo for os Venstre-folk er altafgørende – kan også give nye muligheder i politik, siger Venstrekvinden fra Krogager.