Mere biogas og mindre slam. Det er den korte version af hvorfor det nye anlæg, Exelys, på Billund Biorefinery er så banebrydende.
Anlægget blev officielt indviet i dag af det lokale folketingsmedlem for Venstre, Anni Matthiesen, der også er sit partis naturordfører.
– Billund BioRefinery viser vejen frem og gør visionen om affald og spildevand som ressourcer meget konkret. Det er et fyrtårnsprojekt udviklet med offentlig støtte, men allerede nu kan vi se, at det store kommercielle potentiale for dansk miljøeksport er godt i gang med at blive realiseret, sagde Anni Matthiesen og henviste dermed til at de første ordrer på et lignende anlæg er kommet i ordrebogen.
Den dansk-udviklede teknologi giver endnu mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i affald og spildevand og dermed reduktion af omkostningerne til spildevands-rensning til gavn for forbrugerne. Det kan bl.a. producere helt op til 60 pct. mere biogas til brug for eksempelvis elektricitetsproduktion eller som økologisk brændstof i biler. Samtidig får landbruget glæde af en lugtfri, organisk gødning, som er let at håndtere og har stor næringsværdi for planterne, som der står at læse på Biorefinerys hjemmeside.