Efter et besøg på Produktionsskolen i Grindsted i går, har folketingsmedlem for Venstre, Anni Matthiesen, fået et ønske med hjem fra skolen.
Forstander Helle Korgaard udtrykte overfor MF’eren, der også er Venstres børne- og undervisningsordfører, et ønske om, at Produktionsskolen skal have lov at udbyde en 9. klassesafgangseksamen i dansk og matematik for de unge, der går på skolen, som ikke klarede en karakter på 02 i folkeskolen. Håbet fra Produktionsskolen er, at flere unge får en succes i trygge rammer på Produktionsskolen frem for en fiasko ud af prøven.
– Jeg har stor forståelse for Produktionsskolens ønske, som jeg også tror vil give noget for de unge. Det er allerede i dag i loven skrevet, at Produktionsskolen kan udbyde eksamen i dansk og matematik – det kræver blot en aftale med kommunens erhvervsskole. Min opfordring er, at Produktionsskolerne rundt omkring, der går med samme ønske, får en snak med erhvervsskolen, så de unge på Produktionsskolen kan tage eksamenen i vante rammer, siger Anni Matthiesen.
Produktionsskolerne i hele regionen har rigtig mange elever, der ikke er bogligt stærke – og dét smitter af på produktionsskolernes omdømme. Her er de stemplet som en sidste udvej for de unge – et stempel, man på skolen i Grindsted har i sinde at gøre noget ved.
– Produktionsskolen løfter en stor opgave med at få gjort unge, som har haft en svær skolegang i folkeskolen til at blive uddannelsesparate unge mennesker. Et af forslagene til, hvordan deres ry kan ændres, kunne være ved at skifte navn eller lave en anden branding af uddannelsen, så man ikke får indtrykket af, at Produktionsskolen kun er for de bogligt svage elever, siger Anni Matthiesen (V).