Arkade og p-huset er nu taget i brug


De ansatte ved LEGO House har nu som de første taget det nye parkeringshus ved Arkaden i brug. Inden anlægget åbnes for offentligheden og andre LEGO ansatte, skal bygningen tjekkes endeligt igennem og de sidste skilte på plads.

I går blæste en af inddækningspladerne ned fra bygningen, fordi den ikke var monteret efter gældende regelsæt. Episoden har fået den konsekvens at alle inddækningsplader over mod LEGO Idea House nu dobbelttjekkes, og derfor er området midlertidigt spærret af. Heldigvis kom ingen noget til, da pladen faldt ned.

Når alt er tjekket efter og de sidste skilte sat op kan både LEGO kollegaer og Billunds borgere parkere i huset fra primo april indtil sommerferien.

Også i Arkaden er der livlig aktivitet. På 2. sal har beboere fået nøglerne til det ene lejemål, mens det andet lejemål er forhåndsreserveret. På 1. sal flytter Børnerådet ind, når de skifter København ud med Billund 1. oktober 2017. Det andet kontorlejemål er også besat, men endnu ønsker LEGO House ikke at fortælle, hvem der flytter ind.

I stueplan har man fundet en lejer til det ene butikslejemål, men der ledes stadig efter den helt rigtige lejer til det, der oprindeligt var tiltænkt blomsterbutik.