Atter stor interesse for borgermøde om Billunds fremtidige look

I BIGs visionsplan for Billund By er der forslag til udformning af pladserne omkring LEGO House. Om de så også kommer til at se sådan ud, afsløres på mandag den 14. marts.


Knap 200 har allerede meldt sig til mandagens borgermøde, hvor Billund Kommune præsenterer vinderen af den projektkonkurrence, der er udskrevet for udformningen af Torve & Pladser omkring LEGO House i Billund.

Fem prækvalificerede hold har alle afleveret deres forslag til, hvordan pladserne omkring LEGO House bør se ud – og på mandag præsenteres vinderen. Det sker i Billund Idrætscenter mandag kl. 19 – hvor altså knap 200 borgere allerede har meldt sig klar.
Kommunikationschef hos Billund Kommune, Søren Madsen, kalder den store interesse for fornemt og dejligt:

– De mange tilmeldinger repræsenterer både de professionelle handlende i byen og borgere med interesse for deres by, og det er endnu en bekræftelse af, hvordan borgerne i Billund interesserer sig for udviklingen af deres by, siger Søren Madsen.

Han modtager gerne flere tilmeldinger på mailen torveogpladser@billund.dk