Barndomsminder omsat til teaterkoncert

På torsdag den 3. november får 200 elever fra BillundSkolens 6. og 7. årgang mulighed for at se nogle af deres egne fortællinger omsat til en teaterkoncert. Det er Teaterskolens dramaelever og Musikskolens talentlinje, der viser den helt nye forestilling, ”Jeg kan huske – Blomster til Billund” der blandt andet består af elevernes egne historier om deres barndomsoplevelser i Billund.

– Teaterskolens elever har sammen med dramalærer Linette Hardt Hansen skabt en fortælling, der på charmerende vis sætter de mange fortællinger i et nyt både humoristisk og mindeværdigt lys. Her personificeres Billund, så den får nyt liv, og musikeleverne spiller, under ledelse af Peter Tøttrup, uforglemmelige toner, der sætter stemningen for de forskellige tidsperioder, forestillingen bevæger sig igennem, lyder det i en pressemeddelelse fra skolen.

For det er nemlig ikke kun nutidens børn, der har fortalt om deres barndomserindringer i Billund. Omkring 20 voksne har også bidraget med deres oplevelser i byen, der engang så helt anderledes ud. Og så ender hele forestillingen ud i et fremtidsperspektiv, for hvordan vil det være at være barn i Billund, byen med de store visioner?

Mens de to årgange får lov at se en sær-forestilling torsdag eftermiddag, så får alle interesserede chancen for at opleve forestillingen torsdag aften i Billund Centrets teatersal. Billetterne er gratis og bestilles via Billund Kulturskoles hjemmeside.