Billund-elever på besøg i Europa-Parlamentet

Privatskole


9. årgang på BillundSkolen er sammen med sine lærere i disse dage på studietur i Bruxelles.

Siden 7. klasse har eleverne arbejdet på at samle penge sammen til turen, som er et led i en international linje på skolen. Tidligere har eleverne været i Flensborg og Eckernförde med overnatning hos sydslesvigske familier.

Årgangen har denne gang modtaget en invitation fra EU-parlamentariker Christel Schaldemose i forbindelse med, at hun besøgte BillundSkolen i efteråret 2018. Således har elever og lærere nu været på besøg hos Schaldemose i Europa-Parlamentet, hvor de fik en nærmere uddybning af parlamentets virke.

Samtidig blev det til et besøg i Det Historiske Hus og Parlamentariet, der ligger tæt ved.

Flere oplevelser venter eleverne, inden hjemturen mod Billund indledes igen i morgen aften.