Billund får endnu en vinbutik

Jari Toftkjær Sørensen (tv) sammen med Morten Kampmann Jacobsen fra Vild Med Vin.


– Vi har et koncept, der er bare lidt bedre end de andres.

Sådan lyder det fra Morten Kampmann Jacobsen om begrundelsen for at starte en vinbutik op i hjertet af Billund. For med flere vinbutikker og private vinimportører/sælgere i byen, er det ikke ligefrem udbuddet af vin, der er mangel på i Billund. Men alligevel mener Morten Kampmann Jacobsen, at der er et uudnyttet potentiale i Billund, og det har han og Vild Med Vin-kæden tænkt sig at udnytte.

Derfor åbner han nu en søsterbutik til Grindsteds Vild med Vin i Billund, og det kommer til at foregå på en noget anderledes måde. Nemlig som en butik i butikken. Han har valgt at leje sig ind i Skousens lokaler på Gammelbro, som i forvejen er en ret stor butik. Nu kommer det gamle Fakta-supermarked til at huse både Skousen og Vild Med Vin.

– Vi henvendte os til Marianne Witte hos Billund Erhverv, fordi vi gerne ville leje noget af vores butiksareal ud, og inden længe var Morten der, siger Jari Toftkjær Sørensen, medindehaver af Skousen i Billund.

Nu er de mange kvadratmeter på Gammelbro så ved at blive delt op, hvor Skousen skal indskrænke sig en smule for at give plads til Vild Med Vin. Håbet er at kunne slå dørene op den 9. november.