Efter nogle års pause her i kommunen er organisationen Børn, Unge & Sorgs velgørenhedscykelhold Team Giv Håb tilbage i lokalområdet.
Næste år er cykelholdet igen klar til at cykle til fordel for Børn, Unge & Sorg, og denne gang altså med holdkaptajn Jesper Thorne fra Billund-området i front.
– Jeg er virkelig stolt og ydmyg over at stå i spidsen for Team Giv Håb Midtjylland. På Team Giv Håb har jeg ikke blot fundet glæden ved at cykle, men også fundet stor glæde i det kammeratskab og fællesskab, der er på Team Giv Håb. Det er helt eminent, fortæller Jesper Thorne.
Han er ikke i tvivl om, at Team Giv Håb 2021 bliver en oplevelse for livet for alle deltagerne:
– Jeg vil gerne give endnu flere mennesker muligheden for at opleve, hvad Team Giv Håb kan, hvilken forskel vi gør sammen for udsatte børn og unge, og hvilken stolthed det giver at trække den blå-grønne cykeltrøje over hovedet, når det hele kulminerer og vi kører gennem Danmark sammen. Jeg var selv ’helt grøn’, da jeg første gang kørte med Team Giv Håb i 2017. Ja, faktisk sad jeg på en racercykel for første gang blot 4 måneder før, vi skulle køre Danmark Rundt – og det lykkedes. Det var en fantastisk følelse, husker en tydeligt stolt Jesper Thorne.
Holdkaptajnen er da heller ikke i tvivl om, hvad missionen er for den kommende sæson:
– Team Giv Håb handler ikke om, hvor hurtigt man kan cykle eller om at have det dyreste og fineste udstyr. Det handler om at lykkes som hold. Lykkes i fællesskab – og sammen gøre en forskel for børnene. Det er i sig selv en fantastisk oplevelse, som jeg vil gå meget langt for at føre videre på vores nye hold, siger Jesper Thorne.
Læs mere på teamgivhaab.dk eller kontakt Jesper Thorne på denne mail.