Billund-firma står bag landsdækkende julefrokost-event


Nye restriktioner, forsamlingsforbud samt krav om mundbind udfordrer i disse dage både store og små restauranter, hoteller, caféer, barer og bodegaer i hele landet. Nu lanceres Denstorejulefrokost.com, der skal sikre en sjov aften og omsætning til de hårdt prøvede beværtninger. Alle kan være med.

Bag eventen står lokale Jan Juul Hansen fra MAVT i Billund, som har sammensat konceptet og hjemmesiden på rekordtid i samarbejde med et par håndfulde samarbejdspartnere:

– Siden marts har vi måtte tænke alternative tanker for at holde gang i vores branche. Vi lever af at give folk oplevelser, så da dét blev taget fra os den aften i marts, måtte vi virkelig tænke ud af boksen, siger Jan Juul Hansen.

Dette har Jan Juul Hansen også gjort lokalt i Billund, hvor han med stor succes på få dage fik stablet et velgørende corona-show på benene i samarbejde med to nære forretningspartnere. Her gik overskuddet til den trængte detailhandel, og nu er det blevet tid til at tænke endnu større.

– Nu har jeg tænkt endnu bredere og har inviteret hele landet med til Den Store Julefrokost. Her kan vi sidde i mindre grupper eller hver for sig, og opleve underholdning i form af et liveshow og samtidig spise mad fra den lokale restaurant, hotel, kro eller café. Hovedformålet og konceptet er, at støtte op om netop restaurationsbranchen i en tid hvor alle julefrokoster er aflyst. Vi leverer et live streamet show direkte fra Musikhuset Esbjerg, blandt andet med musik leveret af Det Vildeste Band, underholdende indslag og en ølsmagning af Carlsberg, der vil gennemgå og fortælle om de bedste øl til julemaden, siger Jan Juul Hansen.

Showet bindes sammen af de to erfarne værter Maria Riel Jarltoft og Mads Korsgaard, som undervejs vil afvikle direkte konkurrencer med flotte præmier for seerne, der ser med derhjemme eller på deres lokale restaurationssted.

Showet afvikles fire aftener: d. 27. og 28. november samt d. 4. og 5. december. Prisen pr. deltager er 99 kr. Efter tilmelding, vil man få tilsendt et personligt link og login. Dette vil ske ca. seks timer før showstart. Showet starter kl. 19.45 og varer frem til 21.45.

Og sluttidspunktet er ikke tilfældigt:

– Vi tror og håber på, at nogle af gæsterne vælger at opleve showet fra den lokale restaurant, som jo skal lukke kl. 22, siger Jan Juul Hansen.