Billund kommune blev pludselig rød

Billund er traditionelt set en Venstre-kommune med et flertal af Venstrevælgere. Men allerede ved kommunalvalget sidste år så vi hvordan Socialdemokraterne åd sig ind på Venstre, som blot fik et enkelt mandat mere end S – og dermed snuppede Stephanie Storbank (V) borgmesterposten.

Men ved gårsdagens folketingsvalg blev Billund kommune pludselig rød. Med 3.968 krydser sat på liste A og 3.579 ved Venstre, blev Socialdemokraterne større end Venstre – der i øvrigt fik rigtig mange hug ved dette valg. Alene i Billund kommune gik partiet 1.986 stemmer tilbage.

Valgresultatet vækker glæde hos gruppeformanden for de lokale socialdemokrater i kommunalbestyrelsen i Billund:

– Først og fremmest er jeg rigtig glad for resultatet. Jeg ser det som en tillidserklæring til den måde som Mette Frederiksen har ledt os igennem en pandemi og en krise. Samtidig er det også en erklæring til Troels’ (Ravn, red.) mandat, som man nu ønsker Kris (Jensen Skriver, red.) skal overtage, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

Hun ser valgresultatet som et klart udtryk for at danskerne også ønsker en regering henover midten, som blandt andet Socialdemokraterne og Moderaterne gik til valg på.

– Hvis jeg skal skalere det ned til her lokalt, så er det jo også dét Socialdemokratiet og Venstre har besluttet at gøre her i kommunen: at arbejde henover midten. Når man gør det som politiker, så siger man også ja til at indgå kompromiser og lytte til hinanden. Det har vi gjort her, men det kræver benhårdt arbejde, fordi man udadtil skal fremstå nogenlunde enige, selvom vi er valgt til at være politisk uenige. Men ved sådan et samarbejde skal man vise enighed og det er både spændende og berigende, men det er også dét der gør det svært, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

At Billund kommune pludselig blev rød ved gårsdagens valg giver den socialdemokratiske gruppeformand håb til når vi igen skal til kommunalvalg:

– Jeg vil da håbe at vi kan gøre det endnu bedre end sidst, så vi tager flertallet, lyder det fra Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.