Billund kommunes nærpolitistation skal ligge i Grindsted

Lige nu har Sydøstjyllands politi det der hedder en fremskudt patrulje på Rådhuset i Grindsted. Foto: Søren Madsen


Billund kommunes nye nærpolitistation placeres i Grindsted, men præcis hvor i byen, den skal ligge, er endnu uklart. Meget tyder dog på, at de lokale betjente skal væk fra Rådhuset, hvor det kniber med pladsen.

Allerede i december stod det klart, at Billund kommune ville få en nærpolitistation som en del af politiforliget, og nu har Sydøstjyllands Politi så besluttet, at den kommunale nærpolitistation skal have til huse i Grindsted. Og det er en beslutning, som vækker glæde hos det sydjyske folketingsmedlem for SF, Karina Lorentzen, der også er retsordfører for sit parti. Hun havde nemlig selv peget på Grindsted:

– Grindsted er et oplagt valg, fordi der er meget langt til det nærmeste politi i Esbjerg og Vejle, og så fordi byen har en størrelse, der burde berettige til det. Den store fordel ved en nærpolitistation er, at der er politi til stede lokalt, som kender udfordringerne i Grindsted og som har mulighed for at tage fat i noget af den kriminalitet, som måske har en risiko for at gå under radaren, når der ikke er fast tilstedeværelse. Og borgerne får en mulighed for at henvende sig, hvis de gerne vil tale ansigt-til ansigt, forklarer Karina Lorentzen.

Også på borgmesterkontoret – i samme bygning hvor den fremskudte patrulje i dag har til huse – er der glæde over placeringen:

– I drøftelserne med Sydøstjyllands Politi har Billund Kommune især lagt vægt på, at gøre det muligt at fortsætte og udbygge den gode udvikling, som tilstedeværelsen af to nærbetjente på Rådhuset i Grindsted har startet. To politifolk bliver nu til flere, og placeringen har vist sig helt rigtig for en god politidækning af Billund Kommune. På den baggrund er det meget glædeligt, at det nu bliver virkelighed med en forstærket tilstedeværelse i Grindsted by i form af den nye nærpolitistation. Det vil give en bedre tryghed blandt borgerne, siger Ib Kristensen i en pressemeddelelse.

Politiforliget tilførte 15 timer ekstra, så den nye station kommer til at have en ugentlig åbningstid på 18 timer.