Der er fortsat godt gang i Billund Lufthavn, hvor både passagertallet og luftfragten vokser markant. I oktober rejste 314.664 passagerer gennem lufthavnen. Det er en stigning på 13,1 procent i forhold til samme måned sidste år.
Dermed fortsætter den fremgang, som har præget lufthavnen hen over sommeren og efteråret. I årets første ni måneder havde Billund Lufthavn mere end 2,5 millioner passagerer – godt 124.000 flere end året før.
Også efterårsferien gav travlhed i terminalen. Her rejste knap 130.000 passagerer gennem lufthavnen, og især Kreta, De Kanariske Øer, Mallorca, London og Rhodos var populære destinationer.
– Væksten gennem flere måneder viser, at der er et stort behov for gode forbindelser fra Vestdanmark til resten af verden, siger lufthavnsdirektør Jan Hessellund.
Luftfragten slår rekord igen
Det er ikke kun passagerflyene, der har travlt. For anden måned i træk har Billund Lufthavn sat månedsrekord for luftfragt. I oktober blev der håndteret næsten 8.500 tons gods – hele 19,9 procent mere end i oktober sidste år.
Samlet er luftfragten vokset med knap 14 procent i årets første ti måneder. En stor del af fremgangen kommer fra eksportvarer, blandt andet fødevarer, der kræver særlig temperaturkontrol.



