Billund Lufthavn på vej mod nyt rekordår

Passagertallet er et tydeligt bevis på udviklingen i Billund Lufthavn, hvor den gamle passagerrekord for september i 2019 nu må se sig slået med 9,1 procent, hvilket betyder, at der er gået 403.665 passagerer igennem Billund Lufthavn i september 2022.

Med passagertallet for september er der gået 2.883.277 passagerer igennem Billund Lufthavn fra 1. januar til og med den 30. september 2022, og det er 0,5 procentpoint fra at ramme præcist det samme passagertal i samme periode i rekordåret 2019.

Stoltheden er ikke til at tage fejl af:

– Med den massive passagernedgang, der var under corona, forestillede vi os i en lang periode, at vi minimum skulle frem til 2024 for at ramme indeks 100 sammenlignet med 2019. Nu er vi der. Billund Lufthavn er tilbage på samme niveau. Kæmpe ros til alle medarbejderne for den fænomenale præstation, glædes Jan Hessellund, adm. direktør Billund Lufthavn.

Dermed er rekordåret indenfor rækkevidde:

– Hvis ikke faktorer udefra sætter en stopper for den udvikling, der er i Billund Lufthavn nu, så ser vi formentligt et nyt rekordår, som i den grad er løftet af aktiviteten fra april. Det kan vi kun være stolte af, siger Han Hessellund.

Og flyselskaberne flokkes tilsyneladende om at få lov at flyve ud af Billund:

SUN-AIR genstartede i september med succes deres rute til London City, Air Greenland har annonceret, at de vil forbedre forbindelsen mellem Grønland og Danmark og starter fra Billund Lufthavn fra foråret 2023, og både SPIES og Aventura Rejser har lanceret nye charterdestinationer til henholdsvis Kap Verde og Den Dominikanske Republik.

Omkring 40 nye destinationer de sidste halvandet år, og nyhederne i Billund Lufthavn bliver ved med at banke på døren.
– Anerkendelsen fra flyselskaber og rejsebureauer er stor – og det er vi meget taknemmelige for. Vi er den foretrukne lufthavn i Vestdanmark, og vi mærker stor opbakning fra markedet, der gør hele rutenetværket fra Billund Lufthavn til en succes, fastslår Jan Hessellund.