Sidste år ved denne tid kunne Billund kommune bryste sig af igen at bære titlen Danmarks mest erhvervsvenlige kommune ifølge Dansk Byggeri. Men i år må kommunen se sig henvist til tredjepladsen på landsplan, mens Billund stadig er førende i Syd- og Sønderjylland.
Trods faldet er Billund kommune stadig meget erhvervsvenlig på stort set alle områder. I undersøgelsen bliver kommunerne bedømt inden for syv overordnede temaer. Billund er Danmarks mest attraktive, når det gælder skatter og afgifter.
– Det er vigtigt for virksomhederne, at de ikke bliver urimeligt beskattet. Konkurrencedygtige skatter og afgifter er med til at holde omkostningerne nede hos virksomhederne, og det er også med til at gøre kommunen attraktiv og trække nye virksomheder og arbejdspladser til en kommune, siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland Michael Mathiesen.
Der hvor Billund kommune især skiller sig ud på listen er indenfor arbejdsmarked og uddannelse. Her blev Billund i de to foregående år placeret på en 7. plads på parameteret langtidsledighed, men her har Billund forbedret sig, så kommunen nu er nummer et. Også hvad angår at få nyledige i arbejde har Billund kommune oppet sig på to år: I 2016 var Billund nummer 58 i landet med hensyn til at få nyledige i arbejde, men i år indtager kommunen en flot femteplads.
Tallene viser også, at Billund stormer frem i udviklingen af antallet af virksomheder. Her har kommunen de sidste år ligget og rodet rundt på pladserne 82 og 86, men i år er Billund kommune placeret på en ottendeplads på dét parameter i analysen fra Dansk Byggeri.