I en alt andet end flot fodboldkamp tabte Billunds serie 2-herrer i weekenden 2-1 ude til Ikast KFUM. Opgøret blev domineret af lange bolde og til tider hårdt spil.
Efter en halv times spil bragte hjemmeholdet sig på 1-0, men 10 minutter senere bragte Billunds Alexander Plagborg balance i regnskabet med sin scoring til 1-1. Anden halvleg bød på flere chancer og nærgående forsøg til gæsterne fra Billund, men ind ville bolden ikke. Dermed lignede det pointdeling – indtil to minutter før slutfløjt, hvor Ikast udnyttede et Billund-boldtab midt på banen til at score til 2-1.
– Vi er klart skuffede og føler vi som minimum fortjente det ene point. Ikast kommer med dét vi var forberedte på, men trods det giver vi alt for mange dødbolde væk. Vi kan ikke være tilfredse, men vi må se fremad mod næste weekend, hvor en svær og yderst vigtig kamp ude mod Brande venter, siger Alexander Plagborg fra Billund IF.
Udekampen mod Brande spilles søndag kl. 15.