Billundbørn fortæller byens historie

Billund Skole i gamle dage - hvor den internationale skole ligger i dag. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Billund


Alle børn kender til at have helt særlige steder. Steder, hvor det er godt at lege eller hvor der bor en sød hund. Hvor man en gang har fået en ny bedsteven eller grinet, så man var ved at tisse i bukserne. Steder, der er lidt farlige eller hvor man kan cykle helt vildt stærkt …

I løbet af foråret kommer 200 elever i Billundskolens 5.- og 6. klasser til at arbejde med deres helt særlige steder. Sammen med komponist og lydkunstner Hans Sydow skal de på opdagelse i midtbyen og vælge hvilke spots, de vil fortælle om i ord, lyd og billeder.

Projektet foregår i samarbejde med facebookgruppen ”Billund der var engang” og Lokalhistorisk Arkiv, og når børnene har fortalt deres 2016-udgaver af Billunds historie, tager voksne Billundborgere med lidt længere hukommelse over og lægger et ekstra lag på fortællingen, ved at fortælle om de samme steder – men som de var i deres barndom.

Til sidst kobles visionsplanen for Billunds fremtidige udvikling på, så den samlede fortælling kommer til at rumme både fortid, nutid og fremtid.

Ud over arkivet og den lokalhistoriske facebook-gruppe er Billund Ungdoms- og Kulturskole også en del af det store projekt. Her vil talentholds-elever fra drama og musik i løbet af efteråret omdanne de mange fortællinger til en teaterkoncert, som vil afslutte projektet til november.

– Et udvalg af historierne vil blive samlet i en såkaldt ”soundwalk”, en gåtur rundt i byen, hvor man undervejs hører fortællingerne via “Jeg kan huske”-appen på sin mobiltelefon, fortæller Hans Sydow, der står bag selvsamme app.

En tanke er at “soundwalk’en” kunne have nogenlunde samme rute, som Krusedullen i Visonsplanen,

– Vi forestiller os, at turen for eksempel kan tage sit udgangspunkt i LEGO House og historien om rådhuset og kvarteret, der tidligere var her. Og med en rute med 10 ”stoppesteder” rundt i det område, der med den nye visionsplan bliver kaldt Krusedullen, kan både Billundborgerne selv og byens mange gæster få et indblik i det særlige stof, Billund er gjort af, fortæller Hans Sydow.

Allerede på mandag bliver det første hold elever på BillundSkolen introduceret til forløbet og udvælgelsen af de særlige steder i byen begynder.