Billunds borgmester valgt ind i Realdanias repræsentantskab

Borgmester i Billund kommune, Stephanie Storbank, er blevet valgt ind i repræsentantskabet hos Realdania.

Valget fandt sted i dag ved et valgmøde i Carlsberg Byen i København, hvor landets borgmestre var samlet i Realdanias valggruppe for byudvikling. I alt blev syv borgmestre valgt til foreningens øverste myndighed for de næste fire år – og altså med Billund-borgmesteren iblandt.

Stephanie Storbank glæder sig over valget:

– Jeg er beæret over at være valgt som medlem af Realdanias repræsentantskab. Det er en fantastisk mulighed for at samarbejde med mine kolleger fra hele landet om at fremme bæredygtig byudvikling og skabe livskvalitet i vores kommuner. Jeg ser frem til at bidrage til Realdanias vigtige arbejde frem mod 2031, siger Stephanie Storbank i en kommentar.

Realdania er en filantropisk forening med omkring 195.000 medlemmer og arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. Det gælder blandt andet byudvikling, fællesskaber, grøn omstilling i byggeriet og bevaring af kulturmiljøer. Siden år 2000 har foreningen støttet omkring 5.200 projekter med samlet cirka 24 milliarder kroner.

Med pladsen i repræsentantskabet får Stephanie Storbank nu direkte indflydelse på arbejdet i en af Danmarks største filantropiske foreninger – et arbejde, der i høj grad spiller sammen med udviklingen af byer og lokalsamfund som dem i Billund kommune.