Børn hjælper børn i Billund – men der mangler hjælp fra andre

Der er desværre langt mellem sælgerne af Børnehjælpsdagens traditionsrige Julelotteri i Billund Kommune. Blot 2 hold i hele kommunen er tilmeldt, melder organisationen.

– Julelotteriet er en del af Børnehjælpsdagens traditionsrige indsats for udsatte og anbragte børn og unge – og i den søde juletid er vi helt afhængige af foreningslivets og skoleklassers lotterideltagelse for at give anbragte børn en god jul. Og når børn hjælper børn, så er der også gode penge at tjene til fælleskassen for friske foreningsbørn, skoleelever og medlemmer af klubber, som tilmelder sig årets julelotteri, lyder det fra Børnehjælpsdagen. De bedst sælgende foreninger tjener over 100.000 kroner til deres fælleskasse og giver samtidig et tilsvarende beløb til Børnehjælpsdagens hjælpearbejde.

Salget af skrabelodderne er en grundsten i mange foreningers, skoleklassers og klubbers fælleskasse – og i Børnehjælpsdagens muligheder for at hjælpe udsatte og anbragte børn, som organisationen har gjort igennem 119 år i dag.

– Indtjeningen fra Julelotteriet satte rekord i 2019. Siden er det desværre gået ned ad bakke af årsager ude af vores kontrol. Men vi er optimister. Vi er jo en del af børnenes sikkerhedsnet, og vi svigter ikke. Men vi har akut brug for flere lotterisælgere. Velgørenhedslotterierne er vigtige for vores økonomi, siger lotteri- og administrationschef Kenneth Tingberg i en pressemeddelelse.

I Billund kommune er der registreret 93 anbragte børn og unge og det er blandt andet dem Børnehjælpsdagen hjælper, og ingen glemmes i tiden op til jul. Organisationen afholder julefester landet over med gaver og godter. Festerne og andre tiltag løftes af indtjeningen fra velgørenhedslotterierne.

Det er muligt at melde sig som lodsælger via dette link.