Den nye cykelsti mellem Sdr.Omme og Filskov indvies torsdag den 14. december fra kl. 15.30 til 17.30. Indvielsen foregår ved cykelstiens start lige inden byskiltet på Vejlevej i Sdr. Omme.
Her vil udvalgsformand Simon Nicolajsen Jørgensen, ’cykle snoren over’ sammen med et lokalt cykelhold. Lokalrådet vil desuden invitere lokale dagplejere med børn i ladcykler.
– Cykelstier skaber tryghed. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu kan indvie endnu en cykelsti – denne gang til glæde for cyklisterne mellem Filskov og Sdr. Omme. De to byer ligger kilometermæssigt ikke langt fra hinanden, og nu bliver der et endnu større incitament til at lade bilen stå og hoppe på cyklen, hvilket er godt både for sundheden og miljøet, siger Simon Nicolajsen Jørgensen, formand for Teknik-, Plan- og Kulturudvalget.
Målet er, at kommunens byer hænger godt sammen. For kommunalbestyrelsen er optaget af at sikre stærke byer. Samtidig vil en bedre infrastruktur for mere klimavenlig transport også støtte op om den grønne dagsorden, hedder det i en pressemeddelelse.
Heri er der også en opfordring til alle interesserede om at kigge forbi til indvielsen, hvor der vil blive serveret kaffe, kakao og æbleskiver at varme sig på.