Børn kan være med til at udvikle levende byrum

Etableringen af sikkerhedszonen ved Kløvervej er blandt de ting børn har været med til at skabe i Billund. Foto: Coc Playful Minds


En ny forskningsundersøgelse, udgivet af CoC Playful Minds i Billund i samarbejde med Aalborg Universitet, peger på, at der indenfor byplanlægning er et stigende international fokus på at skabe byer og bygninger, der inkluderer børns behov og perspektiver.

Fokusset markerer et skifte i at se børn som passive forbrugere til aktive borgere i udviklingen af bymiljøer.

Helle Neigaard, programleder i CoC Playful Minds, der er eksperter i samskabelse med børn, fortæller, at hvis man udvikler en by sammen med børn, så vil byen oftest være rar for alle borgere.

Børn kan, hvis de bliver inddraget ligeværdigt med andre ord være med til at skabe bedre byrum. Samtidig er der også være etiske årsager. Børn er fremtidens borgere, og dermed er børn borgere, der i fremtiden skal leve med nutidens beslutninger.

Forskningsundersøgelsen og vidensjournalen ”Children, play, and the built environment” er første skridt mod såvel et solidt vidensfundament som metoder til at støtte arkitekter, byplanlæggere og urbane designere til at udvikle børnevenlige bymiljøer, der fremmer børns leg, læring gennem leg og børns udvikling.

CoC Playful Minds praktiserer dagligt byrumsudvikling med børn i Billund, Børnenes Hovedstad. Én af erfaringerne er, at det kan være lidt besværligt, men at resultaterne er gode byrum. Ikke kun for børn, men også for alle andre.

Eksempelvis er en utryg vejkrydsning på Kløvervej i Billund blevet gjort sikker. Børnene har blandt andet bidraget med, hvordan børn og voksne kan ledes hen til den sikre overgang ved at arbejde på det omkringliggende areal. Børns involvering har betydet, at sikkerhedszonen indeholder både meget mere natur og åndehuller for mennesker og dyr, hvilesteder og et område, der opfordrer til oplevelse. Sikkerhedszonen er blevet til et byrum, hvor børn og voksne har lyst til at færdes og dermed har børn været med til at sikre, at vejen bliver krydset et sikkert sted.

– Samskabelsen imellem byplanlægger og børn omkring bymiljøer kan – hvis det udføres med omhu og omtanke – fungere ikke bare som en bro, men som et oversættelsesredskab i designprocessen for at sikre, at bymiljøet er designet kollektivt og til forskellige anvendelsesmuligheder, typer af leg og læring gennem leg. Børn kan blandt andet bidrage med perspektiver på byens rum, eksempelvis i forhold til leg, også selvom rummet/bymiljøet ikke er special-designet til børns bevægelse og leg, lyder det fra CoC Playful Minds.