Børnehaven Lindetræet fik taget første spadestik til ny bygning

Borgmester Ib Kristensen tager her første spadestik sammen med tre af børnehavens børn - Foto: René Lind Gammelmark


Så blev det langt om længe dagen, hvor privatbørnehaven Lindetræet i Grindsted kunne sætte spaden i jorden til en tilbygning af børnehaven.

– Det er ingen hemmelighed, at denne dag har vi ventet rigtig længe på – alt for længe hvis I spørger mig. Men når man driver en virksomhed som Grindsted Privatskole, så handler det også om fornuftige og benhårde prioriteringer – prioriteringer der samtidig har gjort det her muligt, lød det i spadestikstalen fra Lindetræets leder, Rikke Kjær Jensen.

I det nye byggeri vil der blive lidt mere plads til personalet og så får fællesrummet – kaldet Hjerterummet – ifølge Rikke Kjær Jensen en central plads.

– Vi har ingen intentioner om at udvide børneflokken. Vi oplever at vi med størrelsen formår fortsat at have et flow fra børnehave til skole, men at der fortsat er plads til børn, der skal på andre skoler. Det er vigtigt for os, at vi er en børnehave for alle børn i Grindsted. Derfor er det heller ikke en forudsætning, at man senere skal på Grindsted Privatskole for at få en plads i Lindetræet, lyder det fra Rikke Kjær Jensen.

Borgmester Ib Kristensen vendte vejen forbi Trehøjevej i dag for at tage første spadestik – og til at hjælpe sig havde han tre børn fra hver af børnehavens stuer. Det var Rasmus fra Krudtuglerne, Sebastian fra Bulderbasserne og Alma fra Spilopperne.