Børnenes Topmøde kommer med klar opfordring til FN

Foto: Capital of Children


– Vi har brug for bedre uddannelse til at løse de problemstillinger, der truer vores eksistens.

Det er budskabet fra Børnenes Topmøde 2022, hvor 80 deltagere i alderen 10 til 17 år i dag præsenterede et manifest til verdens ledere ved et topmøde i Billund.

Manifestet er resultatet af et seks måneder langt forløb, hvor de delegerede har udviklet deres fælles anbefalinger til, hvordan vi kan løse alvorlige globale problemer.

– Uddannelse giver os værktøjerne til at engagere os i samfundet, til at kæmpe imod ulighed og uretfærdighed. Og til at påtage os det generelle ansvar for at skabe forandring. Desværre er uddannelse stadig ikke en selvfølge i mange regioner i verden, siger 15-årige Hesara Chandrasiri fra Singapore.

Hun er én af de delegerede, som præsenterer manifestet på vegne af alle børnene, med en klar opfordring til medlemmerne af FN’s Generalforsamling.

– Vi har brug for jeres hjælp til at sikre, at skoler ikke bare er tilgængelige. Fremtidens skoler er nødt til at tilbyde den ultimative følelse af tryghed, siger Hesera.

I børnenes manifest opfordrer de delegerede til undervisning i trygge rammer på globalt plan – fri for censur, misinformation, diskrimination og vold.

Indsatsen fra de delegerede bliver mødt med ros fra FN’s Generalsekretærs udsending på børneområdet Jayathma Wickramanayake.

– Man skal aldrig vente på en invitation. Man skal vise initiativ og handle. Indtil videre har uddannelsessystemet været fokuseret på voksne, der bestemmer, hvad der er bedst for unge mennesker. Når vi giver en stemme til de unge og sætter dem i centrum for samtaler og beslutningstagning på uddannelsesområdet, tager vi et skridt i retning af at opnå FN’s verdensmål nr. 4 og de målsætninger, der ligger i det, siger Jayathma Wickramanayake.

Manifestet og idekataloget, som de delegerede har udviklet – blandt andet i Billund i denne uge – vil blive videregivet til verdens ledere ved FN’s Generalforsamling, som finder sted i New York få dage efter Børnenes Topmøde i denne uge.