Borgere i Billund Kommune cykler meget og løber mindre

Modelfoto


Når borgerne i Billund Kommune bevæger sig, er der stor sandsynlighed for, at de sidder på en cykel.

Det viser en ny analyse fra undersøgelsen Danmark i Bevægelse, der med 163.000 besvarelser er den hidtil største måling af danskernes bevægelsesvaner.

Målingen viste også, at borgerne i Billund Kommune i langt mindre grad end landsgennemsnittet sætter fødderne i fitness centeret. Man ligger også lavere end landsgennemsnittet i motionsformer som svømning, løb og smidighedstræning. Til gengæld hopper den gennemsnitslige borger i Billund Kommune altså gerne på cyklen for at få motion, ligesom man i højere grad end landsgennemsnittet udfører praktisk arbejde i hjemmet mindst en gang om ugen.

– Det er værdifuldt at få et indblik i borgernes bevægelsesvaner, da vi ved, at mængden af fysisk aktivitet i hverdagen har stor betydning for vores almene sundhedstilstand. Vi ser frem til at bruge resultaterne fra undersøgelsen i det fremadrettede arbejde, siger leder af HR og sundhedsstaben i Billund Kommune, Lene Bruun.

Et af budskaberne fra undersøgelsen er, at når man vil gøre en indsats for at få nogle til at bevæge sig mere, så skal man tage fat, hvor det ikke kræver en ny vane at skabe en ændring, men blot mere af det samme. Næsten alle er fysisk aktive på den ene eller den anden måde.

Bag målingen står Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet