Boye vender hjem for at stå i spidsen for Billund IF

Når Billund IF’s førstehold tager hul på den kommende sæson, bliver det med et velkendt navn på trænerbænken. Boye Habekost er ny cheftræner for klubbens førstehold og vender dermed hjem til den klub og by, hvor det hele begyndte.

Den erfarne træner bor fortsat i Billund og har gennem de seneste år været en del af talentudviklingen i Vejle Boldklub, hvor han har været med til at udvikle flere spillere, der siden har taget skridtet op til både ungdomslandshold, divisionsfodbold og Vejles superligatrup.

Nu venter en ny udfordring på hjemmebane.

– Det er en god følelse. En glad, stolt og fri følelse. Jeg glæder mig til at arbejde med de unge mennesker her i byen. Det, Søren har fået bygget op gennem de seneste år, er super flot, og jeg glæder mig til at komme ind og fortsætte det arbejde, siger Boye Habekost til BillundOnline.

Overtager et hold i medvind

Habekost afløser Søren Madsen, der har været med til at løfte Billund IF fra bunden af serie 4 til en position, hvor klubben fredag aften kan sikre sig oprykning til Jyllandsserie 1. Den nye cheftræner understreger dog, at han ikke kommer med planer om at vende op og ned på det hele fra første dag.

– Jeg har selvfølgelig nogle idéer og tanker om, hvor vi skal hen, men det vigtigste er, at spillerne bliver en del af processen. De skal føle ejerskab. Hvis vi skal lykkes, skal det være noget, vi skaber sammen, siger han.

Samtidig peger han på en af de udfordringer, som mange årgange i Billund møder.

– Det svære i Billund har altid været, at mange unge flytter væk, når de skal studere. Derfor handler det også om at fastholde så mange af de dygtige unge mennesker som muligt.

Fra talentudvikling til seniorfodbold

I Vejle Boldklub har Boye Habekost de seneste fire år arbejdet med en årgang, som ifølge ham selv var blevet afskrevet, men som siden har udviklet sig markant.

Flere spillere er blevet ungdomslandsholdsspillere, andre har fået fuldtidskontrakter i Vejle Boldklub, mens nogle er fortsat til klubber som Kolding IF og Middelfart.

– Vi overtog en årgang, som mange ikke havde de store forventninger til. Fire år senere står vi med U17-, U18- og U19-landsholdsspillere, spillere i Superliga-truppen og spillere i divisionsfodbold. Vi vandt også pokalen og var tættere på medaljer, end klubben havde været i mange år, fortæller han.

Men selv om han kommer med masser af erfaring fra et professionelt talentmiljø, bliver opgaven i Billund en anden.

– I Vejle handler det om at udvikle spillere til næste niveau. Her handler det om at skabe et hold, der fungerer og leverer resultater. Det er to forskellige verdener, men jeg glæder mig til begge dele.

Vil skabe liv på Billund Stadion

For Boye Habekost handler opgaven om mere end blot resultater på banen. Han håber også at kunne være med til at genskabe den stemning omkring førsteholdet, som han selv husker fra tidligere år.

– Jeg håber, vi kan skabe et sted, hvor mange mennesker har lyst til at komme og se fodbold. Da jeg sidst var her for omkring 12 år siden, var der rigtig mange tilskuere, når førsteholdet spillede hjemme. Det håber jeg, vi kan få igen. Vi skal spille noget underholdende fodbold, som folk har lyst til at komme og se. Der skal være en stolthed omkring holdet og klubben, siger den nye cheftræner.

Selv overtager han officielt ansvaret i uge 29. Og om det bliver som træner for et hold i Jyllandsserien eller Jyllandsserie 1, er mindre vigtigt for ham.

– For klubbens, Sørens og spillernes skyld håber jeg selvfølgelig på en oprykning. Men jeg har sagt ja til opgaven med hjertet – uanset hvilken række vi spiller i, siger Boye Habekost.