Når børn bliver passet i en daginstitution, er der på tværs af landets kommuner stor forskel på, hvor mange voksne der er til at passe på dem. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Hos pædagogernes fagforbund, BUPL, finder man det urimeligt at det er postnummeret, der afgør normeringen:
– Hvis vi ikke har et rimeligt niveau for, hvor mange børn vi har per voksen, risikerer vi, at der er børn, vi overser og ikke giver den basale omsorg, siger formand Elisa Rimpler.
I Billund kommune mangler der ifølge BUPL op til 29 timers pædagogisk personale om ugen i en vuggestuegruppe på 12 børn, mens der på børnehaveområdet mangler op til en halv pædagogisk fuldtidsstilling om ugen i en børnehavegruppe på 21 børn.
I børnehaverne i Billund kommune er der i gennemsnit 6,9 børn per pædagogisk personale, hvor BUPL anbefaler maksimalt 6.
I det netop indgåede budgetforlig i Billund kommune er der afsat ressourcer til en forbedring af normeringen i Billund kommunes dagtilbud.