Gravemaskiner, lyskryds og afspærringer har de seneste dage præget området ved Engvej og Præstegårdstorvet i Grindsted. Men det er ikke kun trafikken, der er blevet ramt; flere butikker og borgere undrer sig over, at informationen kom sent eller slet ikke kom.
Hos Billund Kommune erkender man, at det kunne være grebet bedre an.
– Der kunne godt have været en bedre proces i forbindelse med denne sag. Specielt i forhold til opsætning af fysiske tavler i god tid, så borgerne kunne forberede sig, siger vej- og trafikplanlægger Bo Damkjær til Netavisen Grindsted.
Selve arbejdet udføres af Munck Forsyningsledninger for GEV og kan vare op til 10 uger. Flere steder i byen er der nu midlertidige lyskryds og ændrede kørselsforhold.
Hos Grindsted Handel er tålmodigheden dog presset.
– Det er en kæmpe udfordring, når man med kort varsel spærrer veje og gør det sværere for kunderne at komme til butikkerne. Jeg er rystet over, at der ikke har været bedre information og dialog, siger formand Jonas Pedersen.
Han frygter, at spærringerne kommer til at koste både kunder og omsætning i en travl periode.




