Byens strandlegetøj doneret til børnehavebørn


Hvorfor smide noget ud efter endt brug – når det nu stadig virker? Det er tanken hos Billund Handelsforening, der hele juli måned havde opstillet en kæmpe sandkasse ved LEGO House i forbindelse med Costa Del Billund.

Til sandkasselegen var der indkøbt – lokalt, naturligvis – diverse legetøj, som børnene, der kom forbi, frit kunne lege med. Og det blev i den grad brugt, er meldingen fra Handelsforeningen, der fortæller, at sandkassen helt sikkert vender tilbage næste sommer.

Men nu er den altså ryddet væk for i år, men al sandlegetøjet var stadig intakt.

– Det ville være dumt bare at smide det ud, så vi valgte at give det til en af børnehaverne i Billund, siger eventkoordinator i Billund Handelsforening, Pernille Steffensen.

Efter at legetøjet havde ligget i karantæne i en uge, blev det i går overrakt til børnehaven Klatretræet. Her tog det ikke mange sekunder, før børnene havde taget de nye legesager i sandkassen i brug.