Nu gælder det om at få arbejdet videre med det her og sørge for at det hele ikke ender i skuffen!
Det var den generelle holdning blandt kommunalbestyrelsesmedlemmerne, da man i denne uge godkendte de byprofiler, der er arbejdet med henover det seneste år.
Forud for godkendelsen tirsdag aften er gået en rum tid med workshops, profilcafeer og snakke med borgerne i kommunens syv største byer. Det er endt ud i en længere moppedreng af en pdf-fil, hvor de syv byers styrker og udfordringer listes op. Og allervigtigst; hvordan skal byerne udvikle sig i fremtiden.
Og nu gælder det om at sikre at arbejdet videreføres, mener blandt andet Socialdemokraternes Birthe Nielsen:
– Det har været en super spændende proces at være med til, og det tror jeg også mange borgere synes. Og så har jeg altså et ønske om, at vi får holdt hånden under den her proces, så vi også kommer videre herfra, lød det fra Birthe Nielsen.
Hun fortalte i kommunalbestyrelsessalen, at hun for nyligt faldt over en 39 siders rapport på nettet fra 2013, udarbejdet i samarbejde med Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter – udelukkende omhandlende Hejnsvigs arkitektur, historie og potentiale.
– Jeg kunne se, at der var rigtig mange borgere involveret i at udarbejde den rapport, og der er bare ikke kommet ret meget ud af det siden, lød det fra Birthe Nielsen og opfordrede derfor i samme åndedrag til at det samme ikke kommer til at ske med denne her byprofil-rapport.
Og det blev bakket op af Venstres Mads Helbo:
– Det her værk må ikke ende i skuffen. Jeg har været med i et tilsvarende projekt hvor vi har siddet i en gruppe og talt om hvad der skulle ske i Grindsted, og det er der selvfølgelige kommet nogle input ud af til lokalplanen, men der er ikke sket så meget andet og vi har efterladt folk med en fornemmelse af, at der bliver snakket rigtig meget, og ikke rigtig handlet. Så for Guds skyld, må det her ikke ende i skuffen, fastslog Mads Helbo.