Byråd nikkede ja til nye boliger i Hejnsvig

15 nye lejeboliger er på vej i Hejnsvig. Det står klart efter byrådet i Billund i denne uge gav grønt lys til at støtte det almene boligbyggeri som opføres af Varde Boligselskab.

Boligselskabet har i forvejen en afdeling med 75 boliger i Hejnsvig og vil gerne bygge mere i byen. Og placeringen er nu udset til at blive den såkaldte cafeteria-grund på hjørnet af Billundvej og Bredgade.

Når et boligselskab på den måde vil bygge nye boliger, er det kutyme at den pågældende kommune også bidrager med typisk 10 pct af byggesummen. Det bliver også tilfældet her, hvor Varde Boligselskab påtænker at bygge for lige knap 32 mio kroner. Altså bliver udgiften for Billund kommune 3.185.820 kroner.

Når de mellem 90 og 105 kvm store lejligheder står færdig, forventes den månedlige leje at ligge omkring 7600 kroner.