Der skal sættes turbo på at finde en løsning for de borgere i Skjoldbjerg og Almstok, der per 13. december mister busforbindelsen til Vorbasse og Billund. Det vedtog et enigt byråd i Billund på seneste møde.
– Hele vejen rundt i byrådssalen er der en forståelse for, at der skal findes en løsning. Der er allerede taget initiativ til at Teknik- og Miljøudvalget skal have punktet på deres næste møde for at se hvilke muligheder, der er. Så skal lokalrådene og skolerne inddrages for at høre, hvad der er nødvendigt, siger Frede Nørskov (S), hvis gruppe havde bedt om at få sagen på dagsordenen til seneste byrådsmøde.
Ifølge Frede Nørskov meldte både Socialdemokraterne og de Konservative ud, at man ønsker en kortsigtet løsning efterfulgt af en bredere og længerevarende løsning for de to landsbyer:
– Vi skal løse problemet NU og så igangsætte arbejdet med at finde en løsning med at dække et par andre ruter, der også er lukningstruede, siger Frede Nørskov.
Han henviser til borgmester Ib Kristensens melding på byrådsmødet om, at Vejle Kommune har meddelt, at man til sommer planlægger at lukke rute 208 Give-Filskov-Grindsted ligesom planen er at drosle rute 317 Sdr- Omme Vejle ned til kun at køre i hverdagene.
Aktuelt for Skjoldbjerg og Almstok er der 32 skoleelever fra de to landsbyer, hvoraf de 16 er kørselsberettiget. De kører i dag med taxa om morgenen, men fra 13. december skal Billund Kommune altså også sørge for deres hjemtransport om eftermiddagen.
Disse buslukninger harmonerer slet ikke med Billund Kommunes planer om øget mobilitet i landdistrikterne, fastslår Frede Nørskov, der på mødet også mindede om, at der jo i Skjoldbjerg og Almstok også findes ældre mennesker, som ikke har bil:
– De har ingen handlemuligheder tæt på, men skal til Vorbasse eller Billund. Så de har også kørselsbehov – ikke lovbestemt som skolebørnene, men det er også væsentlig for at få vores samfund til at hænge sammen. Derudover har en virksomhed i Skjoldbjerg gjort opmærksom på at de har kunder og gæster, som ankommer til lufthavnen og som bor på hotellet i Skjoldbjerg. De har også brug for transport til og fra, sagde Frede Nørskov.