Davidsen Tømmerhandel i Grindsted slog i morges dørene op til en topmoderne og nyrenoveret butik i Grindsted. Adskillige kunder stod klar og ventede på at komme ind i de nye lokaler, men først skulle borgmester Stephanie Storbank holde tale og klippe snoren.
– Det er dejligt at se så mange lokale støtte op om vores projekt. Det har vi virkelig kunne mærke i den tid, jeg har været her. Sidste år var det trælastens tur til en ombygning, og nu er det butikkens. Kunderne har vist stor tålmodighed med byggerod og omstillinger, og det har vi sat stor pris på, lød det ifølge Netavisen Grindsted fra trælastdirektør Piratheepan Sivanyanam.
Den omfattende udvidelse markerer anden gang på under to år, at butikken vokser, så den i dag fylder 800 ekstra kvadratmeter og renoveringen har omfattet både facade, indgangsparti, vinduer, døre, gulve og inventar.

Foto: René Lind Gammelmark