DBU lægger tre landskampe i Billund

Om få uger bliver der ægte landskampstemning på Billund Stadion. Det sker, når U16 Future landsholdene fra Danmark, Sverige, Belgien og Tjekkiet afvikler den årlige fire-nationers turnering – denne gang på dansk grund i Vejen og Billund.

Alle spillerne skal overnatte i Vejen, der har supergode idræts- og overnatningsfaciliteter, men samtidig var DBU på jagt efter et ekstra spillested for tre af kampene og valget faldt på Billund:

– Billund er dét vi kalder en velfærdskommune med gode økonomiske forhold, og Billund Idrætscenter har gode faciliteter til spillerne, så vi tog kontakt til Lars (Thomsen, formand for BI Fodbold, red.) og han var heldigvis med på ideen, siger Thomas Guldborg Christensen, der er DBUs landsholdskoordinator for U17 og U18-landsholdene – og altså også U16 Future-holdet.

U16 future-holdet består af spillere fra andet halvår af årgangen, som måske ikke er så fysisk udviklet endnu. Blandt andet har de talentfulde FCM-spillere Mikkel Duelund og Alexander Munksgaard boostet deres karrierer via U16 Future landsholdet.

For Billund IF Fodbold var tilbudet om at være værter for tre landskampe et tilbud man ikke kunne sige nej til:

– Det er vildt stort. Vi var ikke et sekund i tvivl om at vi skulle sige ja til det her. Vi håber der kommer rigtig mange mennesker og bakker op til kampene – og at vi kan sælge nogle pølser og dermed tjene penge til klubben, siger formand for BI Fodbold, Lars Thomsen, der håber at forældrene til klubbens spillere i stor stil vil melde sig under fanerne som frivillige til kampene.

Muligheden for mange folk på lægterne er også en af grundene til, at DBU valgte Billund til denne turnering:

– Det betyder meget, at Billund IF vil gøre en del for at skabe stemning på stadion, for det betyder alverden for de her unge fodboldspillere, siger Thomas Guldborg Christensen.

Udover at skaffe folk på stadion har fodboldafdelingen også allieret sig med gymnastikafdelingen, der sender tumbling-holdet til at lave underholdning til kampene ligesom Musikskolen stiller med en flok trommeslagere til at skabe stemning.

Landskampene i Billund spilles tirsdag den 17. april kl. 15, hvor Sverige møder Belgien, mens Danmark møder Tjekkiet kl. 18. Fredag den 20. april spilles Sverige-Tjekkiet kl. 12.30, inden spillerne skal flyve hjem på weekend.