De bruger formuer på at støtte Michael Li’glad

Alle gutterne hjemme fra Grindsted med Michael Li'Glad i midten. Udover de nye trøjer til supporterne med teksten "Team Liglad supporters", er der også blevet en til speedwaykøreren selv. Den bærer dog teksten: "Whatever gets you through the night" Privatfoto


Seks mænd fra Grindsted står i dén grad bag speedwaykører Michael “Li’Glad” Jepsen Jensen. Gruppen følger speedwaykøreren rundt i Danmark, når han kører ligaløb for Grindsted Speedway Klub, men af og til går turen også til udlandet for at se Michael Jepsen Jensen køre løb.

Som for eksempel i weekenden, da de alle seks tog på den store udlandstur til Torun i Polen, for at følge Jepsen Jensen på tæt hold ved årets næstsidste grand prix.

Sebastian Juncker Gabriel, Kristian Duedahl, Anders Raabjerg, Michael Bogø, Jacob Møller og Frederik Skov laver ofte bannere og flag med Michael Jepsen Jensens navn og nummer på, og nu er det også blevet til trøjer, der skal vise hvor deres speedwaystøtte ligger.

– Én gang om året laver vi sådan en tur hvor vi kører langt væk for at se ham. Så lejer vi en autocamper i Tønder, pynter vognen med flag og billeder af Michael Li’glad og så går det ellers afsted sydpå. Undervejs plejer vi at stoppe i Berlin for at tage på kasino, inden turen går videre til i dette tilfælde, Polen, siger Sebastian Juncker Gabriel.

De seks gutter er venner med Jepsen Jensen hjemme fra Grindsted og derfor er det ikke usædvanligt at gruppen mødes med stjernekøreren før og efter de vigtige løb i udlandet.

Der er ingen tvivl om at der er store udgifter og tid forbundet med interessen, når der både skal købes billetter, rejser og trøjer.

– Det er jo bare vores måde at have “drengerøvsture” på og være sammen i fritiden, forklarer Sebastian Juncker Gabriel.

På ryggen er der naturligvis Michael Jepsen Jensens nummer 52.
På ryggen er der naturligvis Michael Jepsen Jensens nummer 52.