Der er gennem årene blevet bygget og etableret masser af nye ting i landsbyerne i Billund Kommune med hjælp fra puljer, fonde og frivillige kræfter. Men hvad sker der, når skiltene knækker, træværket skal males og stier og andre anlæg efter ti eller 12 år trænger til en kærlig – og måske dyr – hånd?
Det spørgsmål skal Billund Landdistriktsråd nu forsøge at finde et svar på sammen med kommunen. Problemet blev tirsdag taget op på rådets årlige dialogmøde med politikerne i Økonomi-, Erhvervs- og Turismeudvalget.
– Vi har jo ude i områderne en masse ting, der skal vedligeholdes. Skal vi selv betale? Skal vi gøre det frivilligt? Kan vi bruge landdistriktsmidler til det, eller kan vi søge andre midler?, siger formand for Billund Landdistriktsråd Johan Andersen.
Projekterne er blevet ældre
Problemet er på sin vis opstået på baggrund af en succes. Gennem en årrække har aktive borgere og lokalråd fået etableret forskellige projekter i kommunens mindre bysamfund. Men flere af dem har efterhånden en del år på bagen.
Og mens der har været penge og frivillige hænder til at skabe projekterne, er det ikke nødvendigvis aftalt, hvem der tager regningen, når de senere skal repareres eller udskiftes.
– De ting, vi har fået, er ved at være 10 eller 12 år gamle. Så kommer der måske lige pludselig noget vedligehold, som kommer til at koste noget. Har vi tænkt tanken, at man skulle have hensat penge til det?, spørger Johan Andersen.
Landdistriktsrådet vurderer, at opgaven med tiden kan vokse sig større, end de enkelte lokalområder selv kan løfte.
Skal kortlægges i efteråret
På tirsdagens møde var der ifølge Landdistriktsrådet politisk forståelse for, at der skal findes en mere holdbar løsning. Første skridt bliver nu, at Landdistriktsrådet selv skal hjem og lave sit hjemmearbejde.
Rådet vil kortlægge, hvilke ting der gennem årene er blevet etableret rundt omkring i lokalområderne, og forsøge at danne sig et billede af det kommende behov og udgifterne til vedligeholdelse. Derefter skal der laves et oplæg til, hvordan opgaven kan håndteres fremover.
– Nu skal vi gå hjem og lave et hjemmearbejde og sige: Hvad har vi egentlig, og hvad kan det måske komme til at koste?, siger Johan Andersen.
Der er altså endnu ikke truffet beslutning om, at Billund Kommune skal overtage regningen. Men ifølge Landdistriktsrådet var politikerne imødekommende over for, at der skal findes en løsning.
For alternativet er ikke særlig attraktivt: At projekter, der er blevet skabt med både penge og mange timers frivilligt arbejde, langsomt begynder at forfalde.


