For 100 år siden var der folk i Grindsted, der rystede på hovedet af byens nye bokseklub.
“Det kunne da aldrig gå, det var jo en ren slagsmålsforening”, lød det ifølge klubbens gamle jubilæumsskrift.
Men det gik.
Den 18. august 1926 blev Grindsted Atletik Klub stiftet, og 100 år senere lever boksningen stadig i Grindsted. Jubilæet bliver blandt andet markeret den 6. november, hvor Bokseklubben Grindsted AK planlægger et stort stævne i MAGION med omkring 12 kampe.
– Vi regner med selv at have otte-ti boksere med. Der skal efter planen bokses 12 kampe, og der kan godt blive et par kampe, hvor Grindsted ikke er repræsenteret, fortæller formand Jørgen Hede Jensen til Netavisen Grindsted.
30 til den første træning
Klubben blev stiftet på Teknisk Skole på initiativ af malermester Carl Rasmussen, der selv havde været bokser. Allerede syv dage senere blev den første træning holdt på Hansens Hotel. Her dukkede 30 unge op.
Boksning var ikke lige populært hos alle. Derfor arrangerede Carl Rasmussen blandt andet en bokseopvisning ved et forældremøde på Grindsted Realskole for at vise, hvad sporten egentlig gik ud på.
Siden har bokserne haft hjemme flere steder i Grindsted – blandt andet på Nordre og Søndre Skole. I 2023 rykkede klubben ind i Kampsportscentret i MAGION.
– Her er meget bedre og lysere, og den nye indretning giver os mange flere og bedre muligheder, siger Jørgen Hede Jensen til Netavisen.
Nye Grindsted-boksere på vej
De nye rammer er blandt andet blevet brugt til at bygge en ny generation af boksere op.
– Vi har haft et par sæsoner, hvor vi har kunnet bygge nogle nye boksere op. Der er også blevet bokset diplomkampe, og efterfølgende har vi arbejdet på at få flere boksere klar til at komme ud og bokse kampe, fortæller formanden.
Resultatet kan meget passende blive vist frem ved 100-års jubilæet. For hvis planerne holder, vil omkring ti af kampene ved jubilæumsstævnet i november have en bokser fra Grindsted i det ene ringhjørne.
Så helt galt gik det altså ikke med Grindsteds “slagsmålsforening”.



