En bymidte, der næsten er for pæn. Fly, der konstant rumler i baggrunden. Og en cappuccino til 45 kroner. Det er nogle af de ting, fem kunstnere har bidt mærke i efter tre ugers ophold i Billund.
De er inviteret til byen som en del af den nye Transformation – Festival for kunst og rum, hvor de har fået til opgave at skabe kunst med udgangspunkt i Billund og deres møde med byen.
Og nu er de klar til at vise resultaterne frem, når festivalen løber af stablen i weekenden.
Billund efter lukketid
Jacob Juhl har blandt andet fået adgang til steder, de færreste normalt oplever. Han har filmet i en næsten mennesketom Billund Lufthavn midt om natten, i et Halloween-oplyst LEGOLAND efter lukketid og på biblioteket i Billund Centret. Det hele er blevet til en spændingsfilm med en mystisk robot i en af hovedrollerne.
Men Billund har også overrasket ham.
– Der er ikke andre provinsbyer, jeg har været i, som har den der nye stemning inde i centrum, fortæller han.
Han kalder noget af byggeriet for LEGO-arkitektur og beskriver en bymidte, der næsten virker for perfekt. Og så er der flyene. Jacob forsøgte at optage vindens susen i træerne, men kunne næsten ikke finde et øjeblik uden flystøj i baggrunden.
Fortiden bliver til kunst
Både Kirke Hundevad Meng og Noelia Mora Solvez har dykket ned i historien om det sted, hvor Billund Centret ligger i dag. Kirke har især interesseret sig for centrets atriumgård, som hun mener nærmest er blevet glemt i fortællingen om bygningen. Her skaber hun en laserprojektion med udgangspunkt i en gammel folkevise, der også har været sunget på egnen.
Noelia er gået endnu længere tilbage i tiden – til dengang der lå skov, hvor Billund Centret ligger i dag. Hun vil gennem en syv timer lang performance langsomt forvandle dele af centret til en skov med blandt andet blade, sten og en rede. Og når de syv timer er gået, fjerner hun det hele igen.
Samtidig er hun blevet fascineret af den nysgerrighed og åbenhed, hun har mødt blandt centrets brugere.
Musik af fly og maskiner
Astrid Helena Frej Møller har gjort noget helt andet. Hun har lyttet til Billund. Med optagelser af blandt andet fly, trafik og maskiner har hun skabt små musikalske værker af lyde, vi andre normalt bare forsøger at overdøve eller ignorere.
Og netop lydene har overrasket hende. For selvom Billund er en international turistby, oplevede hun faktisk gaderne som ret stille, når man ser bort fra trafikken.
Til gengæld har kunstnerne været imponerede over de mange forskellige sprog og nationaliteter, de har mødt i Billund Centret. Og så var der lige priserne.
– Det er dyrt, konstaterer Kirke, der blandt andet har bemærket en cappuccino til 45 kroner.
I alt fem kunstnere deltager i Transformation-festivalen. Ud over de fire nævnte er Sif Hedegård også med. Festivalen finder sted lørdag og søndag i og omkring Billund Centret, hvor publikum gratis kan opleve kunstnernes værker og se, hvad tre uger i Billund har sat i gang af kreative tanker.



