Den lokale julehandel går godt

Både i Billund og Grindsted er der godt gang i julegaveindpakningen.


En spritny undersøgelse fra Deloitte fortæller, at det stadig mest er i den fysiske butik, danskerne køber årets julegave. Julehandelsanalysen viser, at 53 pct. af gaverne købes i en fysisk butik, mens 46 pct købes online.

– Mange handlende er jo helt afhængige af julesalget. For dem er det naturligvis positivt, at danskerne fortsat holder fast i butikken som det foretrukne sted at købe julegaver. Vi kan dog også konstatere, at flere og flere bliver trygge ved at handle på nettet, og at nethandlen generelt stiger, siger partner i Deloitte Peter Mølkjær, der er ekspert i danskernes forbrug.

Lokalt i Billund og Grindsted er handelsforeningerne enige i, at der stadig er godt gang i julehandlen i de fysiske butikker:

– Min fornemmelse er at der er godt gang i butikkerne spredt fint ud over dagen, fortæller formand i Grindsted Handelsstandsforening, Johnny Hansen fra Kontorbutikken.

Han bakkes op af sin kollega i Billund, Flemming Nørbygaard, formand for handelsforeningen i Billund:

– Jeg oplever flere lokale handle i hjembyen, og jeg vurderer også at der er gang i juleshoppingen godt spredt ud over hele dagen, siger Flemming Nørbygaard.

Den primære årsag, til at danskerne stadig køber flest julegaver i den fysiske butik, er trygheden:

– Spørger man forbrugerne, hvad de godt kan lide ved de fysiske butikker, kommer professionel rådgivning ind på en klar førsteplads. Derefter følger returmuligheder, hurtig levering, support efter købet samt sikkerhed omkring opbevaringen af personlige data, forklarer Peter Mølkjær.

Og lige præcis dét, nikker Johnny Hansen i Kontorbutikken genkendende til.

– Vi oplever hele tiden, at kunderne går efter den gode vejledning – også i et stykke tid efter de har købt varen. Men vi er nok også lidt bedre end netbutikkerne til at vurdere hvad den enkelte kundes behov for eksempelvis en computer er, siger Johnny Hansen.

Hos Flemming Nørbygaard i Sportmaster i Billund forventes øget travlhed de kommende dage.

– Folk er slet ikke færdige med at købe julegaver. Vi forventer der bliver ekstra travlt efter weekenden, hvor mange måske er gået på juleferie fredag, og derfor har tiden til at få købt de sidste gaver, siger formanden for Handelsstandsforeningen i Billund.